Som blogger hører man igen og igen om affiliate marketing, som en af måderne at tjene penge på en blog på. Affiliate marketing er noget mange bloggere tjener rigtig mange penge på, men som ny blogger er det ofte en metode der er lidt svær at komme igang med. Her får du en komplet guide til hvordan du kommer igang med affiliate markering.

affiliate marketing for bloggere

Hvad er affiliate marketing?

Kort sagt er affiliate marketing at du markedsfører andres produkter for dine læsere og tjener en provision når en af dine læsere køber et produkt baseret på din markedsføring. Det er faktisk meget simpelt – du sælger et produkt for en anden og får en del af fortjenesten.

Er du stadig ikke helt sikker på om affiliate marketing er noget for dig? Så læs om alle de andre måder du kan tjene penge på din blog på her

Hvornår kan du begynde at bruge affiliatelinks?

Bloggere er tit bekymrede om om deres blog er for lille til lave affiliate marketing, men faktisk betyder din trafik ikke alverden når vi taler affiliate marketing. En blog med meget få besøgende kan sagtens sælge affiliateprodukter – hvis du vel og mærke vælger de rigtige produkter til dine læsere. Faktisk behøver din blog kun 1 besøgende for at sælge et affiliateprodukt, hvis produktet lige netop er det din ene besøgende står og mangler! Derfor er det vigtigt at du kender dine læsere og ved hvad de efterspørger for at markedsføre de rigtige affiliateprodukter på din blog.

Jeg anbefaler dog at du har det basale på plads på din blog før du går igang med affiliate marketing. Det giver den bedste oplevelser for dine læsere, og giver dig en bedre basis for at gøre din blog til en god forretning på den lange bane. Det behøver ikke at tage lang tid at nå til et sted hvor du kan begynde at tjene penge på din blog. Følg min guide “28 dage til en succesfuld blog” og så er du klar til at gå i krig med affiliatelinks bagefter. Hvis du allerede har en blog med godt indhold og nogle faste læsere, ja så er det bare at komme igang!

Hvordan kommer du igang med affiliate marketing?

Det er ikke svært at komme igang med affiliate marketing. Jeg vil anbefale at du tilmelder dig et affiliatenetværk som det første. Et affiliatenetværk hjælper dig med at finde de virksomheder og de produkter du skal markedsføre på din blog. Det er en nem og god måde at starte på, fordi det meste af arbejdet er gjort for dig – du skal ikke selv ud og snakke med virksomhederne, det har affiliatenetværket gjort for dig.

Jeg har prøvet mange affiliatenetværk, både danske og udenlandske, men efter min mening er det bedste og nemmeste at komme igang med Partner-ads*. Det eneste du skal gøre for at komme igang er at klikke på “Bliv affiliate partner” og indtaste dine oplysninger. Herefter kan du gå igang med at finde links eller reklamer til din blog. Det er helt gratis for dig at bruge et affiliatenetværk!

På Partner-ads* kan du finde over 700 forskellige virksomheder du kan markedsføre produkter for, og når du har oprettet dig som affiliate partner, kan du gå igang med at kigge de tilgængelig affiliateprogrammer igennem for at finde dem der passer ind på din blog. De har også en masse guides og FAQ for begyndere, så du skal nok blive hjulpet sikkert igang med alt det tekniske også!

Nu har du set et eksempel på et af mine affiliatelinks, nemlig Partner-ads* <– Jeg bruger et lille plugin der hedder “Pretty Links” til at lave mine affiliatelinks “pæne”. Så i stedet for et flere linjer langt link, hedder mit link Fuldtidsmor.dk/Partner-ads. Det er ret smart, og så får du også en oversigt over dine affiliatelinks du kan bruge igen og igen i dine indlæg.

Hvilke produkter og virksomheder skal du være affiliate for?

Det er meget vigtigt at udvælge de rigtige produkter når vi snakker affiliate marketing. Det er der flere gode grunde til:

  1. Du vil gerne give en anbefaling der giver værdi til dine læsere – De skal kunne få noget ud af at læse om det produkt du anbefaler
  2. Du vil gerne opbygge tillid mellem dig og dine læsere – Du skal være troværdig og dine læsere skal kunne stole på dig
  3. Du vil gerne have at nogen klikker på dine links og køber produktet

Derfor er der nogle kriterier jeg altid bruger når jeg udvælger produkter til mine affiliate kampagner:

  1. Jeg anbefaler kun produkter jeg selv bruger og kan stå inde for
  2. Jeg anbefaler kun produkter som jeg tror kan give værdi til mine læsere
  3. Jeg anbefaler kun produkter der appellerer til mine læseres interesser

Mine læsere er primært kvinder der blogger, og kvinder der har børn. Derfor er de produkter jeg anbefaler altid noget der henvender sig til de kvinder, og som appellerer til målgrupperne bloggere og mødre. Derfor ville jeg aldrig bruge affiliatelinks for for eksempel havetraktorer eller fiskestænger. De produkter passer bare ikke rigtig ind i min målgruppe.

Derimod anbefaler jeg gerne produkter til børn eller programmer og kurser du kan have glæde af som blogger. Fordi det er noget der skaber en værdi for mine læsere at lære noget om. Tænk altid på hvordan du kan hjælpe dine læsere med din anbefaling af et produkt. Det er nemlig det der gør at dine læsere får lyst til at komme igen og tror på de anbefalinger du laver på din blog.

Læs også: Sådan planlægger du dit blogindhold – Plus mit livs første YouTube video

Hvor kan du placere dine affiliatelinks?

Det er faktisk kun fantasien der sætter grænserne for hvor du kan markedsføre affiliateprodukter. Det aller vigtigste at huske på, er at du ALTID skal tydeliggøre at der er tale om reklamelinks. Det kan du gøre på flere måder, men det vigtigste er, at det er 100% tydeligt for læseren at der er tale om reklame.

Ideer til hvor du kan placere affiliatelinks på din blog:

  • Anmeldelser: Anmeld produkter på din blog og skriv dine meninger (som her)
  • Produktsammenligninger: Sammenlign produkter og beskriv dine erfaringer (som her)
  • Værktøjer: Hjælp dine læsere ved at anbefale hvilke værktøjer og produkter du selv bruger (som her)
  • Blogindlæg: I blogindlæg hvor de giver mening (som her)
  • Sidebar: I din sidebar kan du indsætte reklamer for affiliateprodukter som du anbefaler

Andre steder du kan bruge dine affiliatelinks:

  • Sociale medier
    • Facebookside/-grupper
    • Pinterest (Læs mere her)
    • Instagram
    • Twitter
  • E-bøger 
  • Online Kurser
  • Emails

Måske kan du selv komme på flere steder?

Hvordan får du folk til at købe igennem dine affiliatelinks?

Det svære i denne proces er ikke at få placeret dine affiliatelinks på din blog. Det svære er at få folk til at klikke på dine links og købe det produkt du anbefaler. Derfor er der nogle ting der er gode at huske på når du gerne vil sælge dine affiliate produkter:

  1. Vær ærlig – Prøv ikke at skjule at du tjener penge hvis der bliver købt noget fra dit link, du gør jo ingenting forkert? Se på det som om du har en butik der sælger sko – alle ved jo i dette tilfælde at det ikke kun er skoproducenten der får penge hvis du sælger et par sko, men at du også har en fortjeneste. Det er det samme med din blog. Fortæl dine læsere at hvis de køber det her produkt igennem dit affiliatelink, så støtter de din blog med et lille beløb uden at det koster noget ekstra for dem. Hvis dine læsere er tilfredse med din blog og den værdi du giver dem igennem din anbefaling, vil de glædeligt bruge dit link hvis de har tænkt sig at købe produktet.
  2. Fortæl din historie – Giv dine læsere noget de kan relatere til. Fortæl dem om hvordan du bruger produktet, og hvilke resultater der har givet dig. Skab værdi for dine læsere!
  3. Vær konsekvent – Hvis det er et affiliateprodukt du virkelig elsker og bruger dagligt, så vil du måske nævne det flere gang på din blog og i flere blogindlæg. Husk at inkludere dit affiliatelink hver gang du nævner produktet et nyt sted. Også på facebook eller i en email til dine læsere.

Sidst men ikke mindst, så vær tålmodig! Det hele tager tid, og tiden er vigtig når vi taler affiliate marketing. Mange affiliateprogrammer kører med en cookietid på 30 dage eller mere. Det betyder at hvis en af dine læsere klikke på dit link, og op til 30 dage senere går ind på hjemmesiden og køber produktet, så vil du modtage din provision. Du kan altså sagtens skabe salg lang tid efter dine læsere har læst om dit produkt.

Det var mine tips til at komme igang med affiliate marketing som ny blogger. Jeg håber du har lyst til at give dig i kast med det! Smid en kommentar herunder og fortæl mig hvad dine største udfordringer med affiliate marketing er lige nu!

Et sidste hurtigt tip er at dele dine blogindlæg med affiliatelinks på Pinterest for at skabe mere trafik til dine indlæg – Læs mere om det her!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *