Den ultimative guide til SEO for bloggere

Hvad er SEO

SEO står for Search Engine Optimization, og er et begreb der dækker over de tiltag du gør, for at få din blog eller hjemmeside til at ligge på en højere placering i søgemaskinerne, primært på Google. SEO for bloggere er et kæmpe emne, og der findes specialister der kan hjælpe dig med disse ting, men du kan faktisk gøre meget af arbejdet selv, og få en højere placering på Google hvis du følger mine råd her.

Hvorfor skal du interessere dig for SEO

Hvorfor jagter vi nu denne øverste placering på Google? Betyder det virkelig så meget? – Ja.. Er mit helt korte svar. En høj placering på Google, er gratis reklame til din blog, og lig med flere besøgende. Det er en “nem” måde at få din blog ud til flere mennesker på, og en super relevant måde, for vælger du de rigtige søgeord, så er det relevante læsere der vil finde din blog på Google, fordi de søger på lige netop dit emne. Der kan altså være mange gevinster forbundet med at arbejde med SEO, men de umiddelbare er højere placering på Google → flere relevante besøgende på din blog → flere kunder/læsere, og dermed mulighed for en højere indtjening.

6 SEO fejl du aldrig må begå!

Før vi dykker ned i SEO’ens mystiske verden, er der nogle få ting du skal vide. Få ting som mange bloggere gør, men som er rigtig skidt når vi snakker søgemaskineoptimering og især SEO for bloggere, og som kan skade din blogs placering på Google både nu og i fremtiden.

 

1. Underdomæne

Du kender dem sikkert – domæner der hedder noget ala minblog.blogspot.dk eller minblog.wordpress.com eller noget i den stil. Det er det, der hedder underdomæner, og noget du altså skal bevæge dig langt udenom, hvis du vil have en professionel blog, som ligger højt på Google. Disse underdomæner gør det rigtig svært at få dine indlæg op på Google-søgningerne, og du spænder altså ben for dig selv ved at bruge dem. Køb i stedet dit eget domæne fra starten, det er mere professionel og bedre for SEO.

2. Duplicate content

For at give dine blogindlæg de bedste betingelser, er det vigtigt med unikt originalt indhold. Derfor må du aldrig kopiere tekst, enten fra andre sider (det er også ulovligt) eller fra dine egne sider. Ligger dit indhold flere steder på nettet, er det det vi kalder duplicate content, eller duplikeret indhold, og det er altså noget Google straffer hårdt. Så unikt og originalt indhold er vejen frem.

3. Skrive til søgemaskinerne

Man kan blive helt opslugt af det her SEO, der kan gå sport i det, og man kan miste overblikket og fokus på, hvad der virkelig er vigtigt. Husk på at du på din blog skal skrive til mennesker, og ikke til søgemaskiner. Du kan nemt blive så forblændet af fokussøgeord og søgeordstæthed, at du helt glemmer at dine blogindlæg skal skrives til virkelige mennesker. Husk altid at sæt læseoplevelsen først, det kan Google faktisk rigtig godt lide. Hvis dine indlæg er godt opbygget, med links der giver mening og et godt flow – så bliver du belønnet af Google.

4. Skrive for mange korte indlæg

Det kan være fristende at udgive små blogindlæg dagligt, men det kan faktisk godt betale sig at tænke på dit blogindholds kvalitet frem for kvantitet. Korte blogindlæg er ikke gode i SEO-sammenhæng, og du bør aldrig skrive indlæg på under 300 ord. Faktisk er det bedst hvis dine indlæg er 500 eller måske endda 1000 ord. Det kan altså være en god ide at udgive indhold lidt sjældnere, og i stedet for bruge tiden på virkelig at skrive nogle gode og gennemarbejdede blogindlæg.

5. Glemmer at SEO-optimere hvert indlæg

Hver gang du har skrevet et indlæg, er det vigtigt at du får tilføjet de nødvendige tags, fokussøgeord og andre relevante parametre. Min anbefaling er, at du kommer ind i en god vane med at SEO-optimere alle blogindlæg inden du udgiver dem. På den måde giver du dit nye blogindlæg de bedste betingelser for at blive læst.

6. Bruger ikke No-follow links

Dette afsnit er særligt henvendt til bloggere. Hvis du som blogger udgiver et sponsoreret indlæg, eller et indlæg med affiliatelinks, så SKAL du tilføje et no-follow tag til dit link. Google har været ude og fortælle, at de straffer de bloggere der kaster om sig med betalte links uden at bruge no-follow, så det skal du huske.

Kom rigtigt i gang med SEO på din blog

Det er aldrig for sent at gå i gang med at optimere din blog til at blive fundet på søgemaskinerne, der er dog nogle ting, der er lettest at gøre fra starten. Når du starter en ny blog, vil jeg derfor altid anbefale dig, at ændre dine indstillinger efter de følgende råd.

Permalink-struktur

Permalinks er de links du skriver i adressefeltet, for at komme til en specifik side på din blog. Det er en god ide at sætte din permalink-struktur rigtigt fra starten, så slipper du for en masse bøvl senere. Det er nemlig lidt mere vanskeligt at ændre hvis du allerede har skrevet en masse indlæg, og har links liggende på andre hjemmesider.

Dine permalinks retter du i dit WordPress kontrolpanel under ”Indstillinger –> Generelt –> Permanente Links”

Du skal vælge den indstilling der hedder ”Navn på indlæg”

Https i stedet for Http

Når du opretter dit domæne hedder adressen noget med http://… – det skal du have ændret til at den hedder https://… Det skal du fordi https, er en sikker forbindelse der krypterer dataen, og det er også noget Google belønner. Du har måske set at der nogen gange øverst i din browser står “Sikker” og er en lille grøn hængelås? Så er du på en side med https. Derimod vil din browser advare dig hvis du er på en usikker http-side. Det er altså hverken en fordel for dig, at dine læsere bliver advaret om usikkert indhold på din side, eller at Google straffer dig for ikke at have denne sikre forbindelse. For at få din side til at hedde https://… skal du have et SSL-certifikat. Nogle hostingservices, for eksempel One.com (reklamelink) giver dig dette gratis, eller kan du købe et hvis du ikke har et stillet gratis til rådighed.

Nu er du klar til at gå i gang med at lave indhold på din blog, der bliver fundet på Google.

Brugeroplevelse

Noget der er meget vigtigt at tænke på når man laver sin blog og sine blogindlæg, er brugeroplevelsen. Overvej nøje hvordan læserne bevæger sig rundt på siden. Jo bedre læserne opfatter dit indhold, jo mere klikker de rundt og jo længere tid bruger de på siden! Det er noget Google er begyndt at få øjnene op for. Giv brugerne en god oplevelse på din blog, og gør Google glad samtidig.

 

Sidens loadhastighed

En del af det med at give en god brugeroplevelse handler om hvordan dit indhold er organiseret, skrevet og opsat, men der er også nogle tekniske aspekter ved det med brugeroplevelse. Blandt andet er det super vigtigt at siden loader hurtigt, det er noget der bliver belønnet i stor stil. Loadhastigheden kan optimeres for blandt andet at afhjælpe en høj afvisningsprocent, da mange lukker sider ned med langsom loadhastighed.

For at optimere sidens loadhastighed er der flere ting du kan gøre – du skal huske at komprimere dine billeder, undgå for mange redirects, og jeg anbefaler derudover at du bruger nogle plugins til at optimere loadhastigheden.

 

 

SEO for Bloggere – Optimer loadhastigheden med disse plugins:

Smush Image Compression and Optimization

Dette plugin bruger jeg til at komprimere størrelsen på mine billeder på bloggen. Det gør at de fylder mindre, og siden loader hurtigere – det sker automatisk ved upload af billeder, så du skal ikke tænke så meget over det når det først er installeret.

WP Optimize

Dette plugin kan hjælpe dig med at slette gamle versioner af indlæg, kladder og gamle sider der bare ligger og fylder i din database. Det er en god ide at gøre løbende for at optimere din loadhastighed.

WP Super Cache

Dette plugin kan du bruge til at aktivere caching på din WordPress hjemmeside. Det betyder at folk der besøger dit website igen, vil få vist noget gemt indhold, og indholdet vil ikke blive genindlæst igen helt fra bunden, det gavner loadhastigheden. 

Brugerengagement

Noget af det Google er begyndt at belønne i højere grad er brugerengagement i forskellige afskygninger. Jo mere dine brugere interagerer med indholdet på din blog, jo bedre. Der er forskellige faktorer du kan se nærmere på, blandt andet er afvisningsprocenten, antal sider pr. session, antallet af tilbagevendende besøgende, tid der bliver brugt på siden og hvor mange links der klikkes på. Med andre ord skal du sikre at dine læsere får en god oplevelse, brugbar viden og en god grund til at komme tilbage.

Søgeordsanalyse

Det første du kan gøre når du går i gang med at skrive dit indhold, er at se på hvilke søgeord inden for dit emne, der er relevante for dig at arbejde med. Det er der flere forskellige måder at gøre. Jeg anbefaler at du starter med Google Adwords Søgeordsplanlægning. Det er forholdsvist let at gå i gang med, og du kan få mange ideer til hvilke søgeord du kan arbejde videre med.

Her kan du søge på det søgeord du overvejer at bruge i dit indlæg, og få en masse andre forslag til søgeord der måske er bedre. Derudover kan du se hvor mange søgninger der er på søgeordet pr måned og hvor stor konkurrencen er. Du vil helst finde de søgeord hvor der er et højt antal søgninger og en lav konkurrence. Det er dog svært at finde, så man må give sin bedste vurdering når man planlægger søgeord, og veje mulighederne op mod hinanden.

Eksempel på søgeordet “Hæklede karklude” herunder:

SEO-optimer dine blogindlæg

Der er nogle generelle ting, du skal være opmærksom på i forhold til SEO, når du skriver dine blogindlæg. Det kan være en god ide at have disse punkter i tankerne, når du skriver dine blogindlæg, og sikre at de alle er på plads, inden du trykker på “udgiv”. 

Overskrifter

Det er vigtigt, at du opdeler dine blogindlæg, og tilføjer et passende antal afsnit og overskrifter. Overskrifterne skal have et hierarki, som du bør bruge når du SEO-optimerer dine blogindlæg. Du skal have en (kun en) H1 overskrift, det er hovedoverskriften på dit indlæg.

Derudover kan du opdele teksten i et passende antal H2, H3 og evt. H4 (osv) overskrifter.

Fokussøgeord

Vælg et fokussøgeord ved at lave en søgeordsanalyse. Gør det klart for dig selv, hvilket/hvilke søgeord du ønsker at indlægget bliver fundet på, på Google-søgninger.

 

Brug dit fokussøgeord rigtigt:

  • Søgeordet skal bruges, så det udgør 0,5-2,5% af dit blogindlæg
  • Dit søgeord skal helst stå i starten af dit blogindlæg (1. afsnit)
  • Titlen skal indeholde søgeordet
  • Metabeskrivelsen skal indeholde søgeordet
  • Din overskrift (H1) skal indeholde søgeordet
  • Dine underoverskrifter (H2) skal indeholde søgeordet
  • Dine billeders Alt-beskrivelse skal indeholde søgeordet
  • Brug ikke samme fokussøgeord på flere forskellige sider eller indlæg på din blog

URL

WordPress vil lave en automatisk genereret url, baseret på dit indlægs navn. Det kan dog godt betale sig at tjekke den inden du udgiver indlægget. Du bør fjerne evt. stopord i url’en, for at optimere den bedst muligt. Stopord, er ord der er “ligegyldige” i forhold til indholdet. Det kan for eksempel være ord som “og”, “er”, “for” osv., dem bør du fjerne fra din url.

 

OBS hvis du ændrer url på gamle indlæg skal du lave en 301 redirect!

Hvis du af den ene eller den anden grund vælger at ændre url på et af dine gamle indlæg, så skal du lave en omdirigering så folk der benytter det gamle link, bliver sendt til den nye url. Det er lidt besværligt, så det er en god ide at gøre det rigtigt fra starten!

Kategorier og tags

Det er vigtigt at give dine blogindlæg de rigtige tags, og lægge dem i passende kategorier. Det giver både dine læsere den bedste oplevelse på din blog, men det hjælper også Google med at indeksere dit indhold rigtigt. Så brug lidt tid på at udvælge nogle hovedkategorier på din blog, og giv dine indlæg nogle passende og sigende tags, så har du større chance for at stryge til tops på Google.

Sådan SEO-optimerer du dine blogindlæg i WordPress med “Yoast SEO”

Det er godt at vide alle disse SEO-tricks, men hvis du bruger WordPress som blogger platform (og det gør du forhåbentlig), så er der faktisk en masse hjælp at hente. Du skal hente og installere plugin’et “Yoast SEO”.

Dette plugin hjælper dig med at huske på alle de regler og tips jeg her har delt med dig. Når du har installeret plugin’et, og du har skrevet dit blogindlæg, så vil du i bunden finde en ekstra boks med SEO-informationer fra Yoast SEO. Her gælder det så om, at få så mange af felterne som muligt til at blive grønne. Jo flere grønne cirkler, jo bedre SEO-optimeret er dit blogindlæg eller din side. Cirklerne bliver grønne når du følger instruktionerne, og optimerer dit blogindlæg efter dem.

Derudover kan Yoast også hjælpe dig med at vurdere hvor letlæseligt dit indlæg er, og hvordan det vil se ud når det bliver delt på Facebook.

SEO for bloggere – Linkbuilding

Vi kan ikke komme udenom at tale om linkbuilding når vi snakker SEO-optimering. Jeg vil her dele linkbuilding op i tre kategorier for at gøre det mere overskueligt for dig. Intern linkbuilding og udadgående links bør du arbejde med fra start, mens det kræver lidt indhold på din blog, før du kan lave ekstern linkbuilding.

 

Intern linkbuilding

Intern linkbuilding handler om at opbygge din linkstruktur internt på din egen blog. Det er noget der hjælper Google når den skal indeksere din blog, og det giver dine læsere en bedre oplevelse. Derudover kan en god intern linkstruktur, der sender dine læsere rundt igennem relevant indhold, være med til at sikre at dine læsere bliver længere tid på din blog, og det er også noget Google elsker.

Når du skal opbygge din interne linkstruktur, er det vigtigt at du ser på dit indhold, og vurderer hvilket indhold der er relevant i forhold til hinanden. Du bør have nogle såkaldte hjørnestensartikler, “hovedblogindlæg”, som er her du gerne vil lede alle dine læsere hen på et tidspunkt igennem deres rejse på din blog. Det er typisk gode, velskrevne og meget dybdegående blogindlæg, som beskriver et af hovedemnerne på din blog.

I dine almindelige blogindlæg bør du altid linke til dine relevante hjørnestensartikler, og også gerne andre relevante blogindlæg. Sørg hele tiden for at give din læsere muligheden for at læse videre et andet sted på din blog når han/hun er færdig med et indlæg.

Brug gerne 2-3 interne links til alle dine blogindlæg, og vær strategisk med hvor du sender dine læsere hen.

 

Ekstern linkbuilding

Ekstern linkbuilding er, i modsætning til intern linkbuilding, links på andre hjemmesider end din egen. Hvorfor skal vi så gå op i det? Det skal vi, fordi Google ser på hvordan andre sider linker til din blog, og belønner blogs der linkes til på veletablerede relevante hjemmesider. Det gør nemlig at Google anser dit indhold som relevant kvalitetsindhold, og derfor vil det komme højere op i søgeresultaterne.

Der er flere måder at få links til din blog på. Typisk deler vi det op i to typer af eksterne links. Organiske links (dem der kommer af sig selv, uden at du selv gør noget for det), det er dem vi elsker mest, fordi det viser at du laver godt indhold, som andre har lyst til at linke til.

Byggede links, er derimod links du selv arbejder for at få placeret på relevante hjemmesider af høj kvalitet. Det kan være at du skriver et gæsteindlæg på en anden sider, og inkluderer dit link, eller det kan være, at du betaler nogen for at skrive et indlæg om dig på deres blog, og dermed laver et sponsoreret link.

Uanset hvilke metoder du benytter, så er målet at få dine links placeret på relevante hjemmesider og blogs af høj kvalitet, og gerne indenfor samme emne som du selv skriver om. Disse links giver de bedste resultater, hvis siden også er på samme sprog som du selv skriver på din egen blog.

Du kan få det første link til din blog ved at tilmelde dig “Morbloggerlisten”

 

Udadgående links

Ud over at linke til dine egne blogindlæg, er det også vigtigt, at du linker til andre relevante hjemmesider og blogs af høj kvalitet. Det gør at Google vil kæde dig sammen med disse hjemmesider, og derfor vil din side være en side, som de vil se nærmere på. Det er vigtigt at du gør det på en rimelig diskret måde, og at de vil være links der er brugbare for dine læsere, som er relateret til det emne du skriver om.

TIP – SEO for Bloggere – Opdater dit blogindhold!

Hører du til den type blogger der skriver, udgiver og promoverer et indlæg, og herefter glemmer alt om det? Det kan være farligt hvis man ser på SEO. Du går nemlig glip af en masse hvis du ikke optimerer dit gamle indhold jævnligt.

Opdater dit indhold jævnligt. Tilføj nye informationer, udskift links, kom med opdateringer og lav evt. viderestillinger hvis det er nødvendigt. Dit blogindlæg er IKKE færdigt selvom du har trykket på udgiv, du skal sørge for at indholdet altid er up to date – Google belønner opdateringer af indhold i stor stil i søgeresultaterne.

 

Evaluer dine resultater

Det er super vigtigt for dig at evaluere dit indhold på din blog løbende. Hold blandt andet øje med hvilke indlæg er de mest læste, de mest delte på de sociale medier og hvilken side flest personer skriver sig op til dit nyhedsbrev fra. For at opnå gode placeringer på Google, er det vigtigt at dit indhold er noget dine læsere kan lide, og du bør skrive meget indhold i den kategori dine læsere foretrækker.

 

Google Analytics

Det vigtigste at få sat op fra starten er Google Analytics. Her kan du holde øje med antal besøgende, sidevisninger, målgrupper og en hel masse andre ting. I forhold til SEO bør du holde øje med hvilke sider dine læsere besøger mest, og også ting som hvor lang tid dine læsere bruger på siden og hvor mange sider de besøger af gangen er relevante. Når du har fået styr på de grundlæggende ting i Google Analytics, kan du gå på opdagelse. Det kan nemlig fortælle dig rigtig mange brugbare ting om din blog.

Du finder Google Analytics her

 

Google Search Console

For at vurdere om du har gjort dit SEO arbejde godt nok, kan du bruge Search Console. Her kan du se hvilke søgeord din blog bliver fundet på, hvor mange eksponeringer du har på de forskellige søgeord og hvor mange af dem der ser dit link på Google, der faktisk klikker på det. Det er super god viden for dig. Du kan også se hvilken position på Google de forskellige søgeord har, så du nemt kan arbejde med specifikke søgeord for at få dem til tops.

Det er lidt mere avanceret at bruge end Google Analytics, men du kan få rigtig meget ud af det, hvis du sætter dig en smule ind i begreberne og programmets muligheder. Jeg bruger det til at finde de søgeord, jeg har som en placering 4-5 på Google, og optimerer dem yderligere så jeg forhåbentlig kommer helt i top. Gå efter at have en placering 1-2 på dine søgeord – det er ikke mange af dem der søger der når ned til nr. 4-5 resultat før de klikker på noget.

Du finder Google Search Console her

Tilmeld Nyhedsbrev og få min SEO-Checkliste

Vil du have mere viden om at SEO-optimere din blog, og andre tips og tricks der kan gøre din blog til en succes? Så tilmeld dig mit nyhedsbrev herunder – jeg glæder mig til at hjælpe dig videre i din blogger-karriere! Ud over mit ugentlige nyhedsbrev, vil du også modtage en SEO-checkliste, så du kan få helt styr på SEO på dine blogindlæg.

Facebook LIVE Tirsdag den 31-07-2018

Vil du lære mere om SEO – så kom til min Facebook LIVE, hvor jeg også gerne svarer på dine spørgsmål.

Det foregår i min Facebookgruppe “Morbloggere VIP’s”

 

 
Morbloggere VIP's
Facebook-gruppe · 31 medlemmer

Bliv medlem af gruppen

Denne gruppe er for alle morbloggere der har lyst til at lære mere om at blogge og hjælpe hinanden.

I denne gruppe er der plads til alle morbloggere…

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag kurset: 28 dage til en succesfuld blog

I gennem kurset lærer jeg dig præcis hvordan du starter en succesfuld blog, som du herefter kan begynde at tjene penge på! Du lærer alt fra bunden, og behøver ikke teknisk erfaring for at være med.

Når du tilmelder dig, accepterer du min Privatlivspolitik

Tilmeldt! Tjek din mail for at bekræfte!